Insekter

At fotografere insekter kræver at gå helt tæt på insektet med kameraet - nogle gange ned til nogle få centimeter fra insektet. Det kaldes makrofotografering. Når man går så tæt på, bliver det muligt at forstørre små detaljer i billedet, og pludselig kan man se ting, det ikke var muligt at se med det blotte øje. En meget fascinerende del af naturen åbner sig, og det kan man let blive bidt af!

I sommeren 2023 myldrede det med insekter i haven. Myrer, sandhvepse, mange forskellige bier, gåsebiller, mariehøns og ikke mindst svirrefluer.

Jeg kastede mig over svirrefluerne. Det er de fluer, der står stille i luften på svirrende vinger, som en helikopter, for så pludselig at skifte position som et lyn. Mange af dem er sort- og gulstribede på bagkroppen, og de farver bruger de til at signalere fare, idet de på den måde ligner bier og hvepse. De er nemlig forsvarsløse - de kan hverken bide eller stikke.

Svirrefluer lever af nektar og/eller pollen, og det får de ved at flyve fra blomst til blomst og spise sig mæt. I deres iver efter føde bestøver fluerne samtidig blomster og planter, da de spilder pollen og nektar ud over det hele. Derfor er fluerne nyttige som bestøvere.

De er også skadedyrsbekæmpere, idet mange af svirreflue-arternes larver lever af bladlus. En enkelt larve kan suge indholdet ud af omkring 100 bladlus pr. dag.

Der findes omkring 280 forskellige arter af svirrefluer i Danmark, og man kan kende dem fra hinanden på vingernes ribbemønsteret, pletterne på deres bagkrop samt på deres behåring.

Desværre er omkring 50 af de 280 arter på rødlisten, altså i større eller mindre grad i fare for at uddø.


Andre flotte insekter